Svalbards historie – fra hvalfangst og kul til forskning

Svalbards historie handler om fire ting: hvalfangst, kul, en international traktat og i de senere årtier forskning og turisme. Menneskene kom som fangstfolk, minearbejdere og forskere, og de første overvintringer fandt sted i 1630’erne. Her er først en tidslinje med de vigtigste årstal og derefter perioderne i sammenhæng.

Tidslinje

Opdagelse og hvalfangst

Barentsz’ ekspedition så i 1596 Bjørnøya og senere Spitsbergens nordvestspids. Navnet Spitsbergen går tilbage til hans rejse. Wikipedia regner det som den første ubestridte opdagelse, men pomorer og andre kan have været der tidligere. Før 1920 var Svalbard et ingenmandsland. Ingen stat havde formelt krav på øerne.

Fra 1611 fulgte hvalfangst, først og fremmest efter grønlandshval. Engelske og hollandske skibe dominerede. I 1613 ønskede den engelske konge at købe øgruppen af Christian 4., og i 1615 sendte Danmark-Norge fem krigsskibe for at kræve told af fremmede skibe, dog uden større held. I 1630’erne overvintrede mennesker på Svalbard for første gang. Hollandsk hvalfangst aftog i 1700-tallet og var ophørt omkring 1770. Hvalrossen blev også jaget, og dyrenes historie står på siden om dyr og planter.

I 1700- og 1800-tallet kom forskere og norske fangstfolk til. Den første norske fangstekspedition var i 1790, og fra 1827 begyndte videnskabelig forskning.

Kul og traktat

Omkring 1900 startede kuldriften. Longyearbyen opstod i 1906, Pyramiden i 1910 og Sveagruva i 1917. Ejerforholdene var uafklarede, og flere lande havde interesser. Løsningen blev Svalbardtraktaten, underskrevet i Paris 9. februar 1920, og Norge fik suveræniteten. Traktaten trådte i kraft 14. august 1925, og samme år blev øgruppen officielt til Svalbard. Danmark var blandt de oprindelige underskrivere.

Pyramiden (1927) og Barentsburg (1932) kom i sovjetiske hænder. Mere står på siden om de andre bosættelser. I årene 1925–1928 udgik flere flyvninger mod Nordpolen fra Ny-Ålesund.

Krigsårene

Efter den tyske besættelse af Norge i 1940 var Svalbard først upåvirket. I 1941 blev norske og sovjetiske beboere evakueret. Den 8. september 1943 angreb tyske krigsskibe og ødelagde store dele af bebyggelsen. Longyearbyen blev genopbygget efter krigen. I 1944 foreslog Sovjetunionen en fælles norsk-sovjetisk forvaltning, men forslaget blev afvist i 1947. Da Norge i 1949 blev medlem af NATO, protesterede Sovjetunionen, og Norge fastholdt, at området forblev neutralt.

Fra kul til forskning og turisme

Efter 1945 blev bebyggelserne genopbygget, og kuldriften genoptaget. En eksplosion i Ny-Ålesund i 1962 kostede 21 minearbejdere livet og førte til en politisk krise i Norge. Driften i Ny-Ålesund blev indstillet i 1963. I 1973 blev tre nationalparker og flere reservater oprettet, og lufthavnen ved Longyearbyen åbnede i 1975. Allerede i 1930’erne var der en beskeden turisme, men fra 1990’erne fik forskning, uddannelse og turisme større vægt. Universitetscentret åbnede i 1993, og Pyramiden blev forladt i 1998.

I 2002 fik Longyearbyen lokalstyre, og Svalbards miljølov trådte i kraft. I 2006 ratificerede Norge en aftale med Danmark om kontinentalsokkel og fiskerizoner mellem Grønland og Svalbard. Frøbanken åbnede i 2008. Ifølge Wikipedia stoppede driften i Sveagruva i 2020, og Gruve 7 lukkede 30. juni 2025.

Nutidens klima og lys er beskrevet under klima og vejr og mørketid og midnatssol. Overblikket over øgruppen findes på forsiden.