Dyr og planter på Svalbard – svalbardren, hvalros og fugle

Svalbard har få arter på land, men et iøjnefaldende dyreliv: en lille rensdyrunderart, som kun findes her, hvalrosser langs kysterne og millioner af havfugle på fuglefjeldene. Planterne holder sig lave og vokser langsomt på tundra og permafrost. Isbjørnen har sin egen side, isbjørne på Svalbard. Her handler det om resten af naturen.

Landpattedyr: svalbardren og fjeldræv

Kun tre pattedyr lever hovedsageligt på land: svalbardren, fjeldræv og en lille gnaver, som er kommet til ved et uheld og kun findes ved den forladte bebyggelse Grumant. Forsøg på at indføre hare og moskusokse mislykkedes.

Svalbardrenen

Svalbardrenen (Rangifer tarandus platyrhynchus) findes kun på Svalbard, på næsten alle områder uden gletsjer. Den er langt mindre end rensdyr andre steder. Hanner vejer i gennemsnit 65–90 kg og hunner 53–70 kg. Hos andre rensdyr angiver Wikipedia 159–182 kg for hanner og 80–120 kg for hunner. Benene er kortere, hovedet lille og rundt, og pelsen lysere.

Om sommeren spiser renerne tundravegetation som græs, urter og dværgbuske og lægger fedt på. Det fedt er deres reserve gennem vinteren. Stofskiftet er lavere end hos andre rensdyr, og døgnrytmen er tilpasset polarnatten, som du kan læse om under mørketid og midnatssol.

Efter hård jagt i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet var arten omkring 1925 tæt på at være udryddet. I dag anslår engelsk Wikipedia bestanden til ca. 22.000 dyr (2019).

Vejret kan alligevel ramme hårdt. Når regn falder på sne tidligt på vinteren, fryser det til is over tundraen og lukker af for føden. I 2019 blev omkring 200 døde dyr fundet efter en sådan vinter, og Wikipedia sætter det i forbindelse med varmere vejr. Baggrunden findes på siden om klima og vejr.

Fjeldræven

Fjeldræven er det andet oprindelige landpattedyr. Isbjørne er set jage og nedlægge svalbardrener, så arterne er forbundet i fødekæden.

Havet: hvalros, sæler og hvaler

Atlanterhavshvalrossen lever på Svalbard hele året. Hanner vejer i gennemsnit omkring 900 kg og hunner omkring 560 kg. Stødtænderne kan blive ca. 1 meter lange. Dyrene lever af muslinger og andre bunddyr, som de finder ved at gennemsøge havbunden. Sidst på sommeren og om efteråret samles mange på stenede strande.

I 1600-tallet var hvalrossen et eftertragtet bytte. Efter omkring 300 års jagt på elfenben var den næsten væk fra Svalbard i 1952. Efter et forbud mod erhvervsmæssig jagt kom bestanden sig, og i 2018 blev den anslået til 5.503 dyr. Historien om fangsten står på siden om Svalbards historie.

Ifølge Wikipedia lever 15–20 slags havpattedyr i farvandet: hvaler, delfiner, sæler, hvalros og isbjørn. Blåhval er fotograferet ved øgruppen. I de fleste af øgruppens ferskvandssøer lever fjeldørred.

Fugle: fra fuglefjelde til snespurve

De fleste fugle på Svalbard er trækfugle. Barentshavet har sidst på sommeren omkring 20 millioner havfugle. De hyppigste arter er:

• søkonge
• mallemuk
• polarlomvie
• ride

Vigtige yngleområder ligger på Bjørnøya, ved Storfjorden, i det nordvestlige Spitsbergen og på Hopen. Under fuglefjeldene gøder fuglenes efterladenskaber jorden, og her vokser der mere end andre steder.

Havternen flyver den længste vej. Den trækker helt til Antarktis. Kun to sangfugle kommer for at yngle, snespurv og stenpikker. Fjeldrypen er den eneste fugl, der overvintrer.

Planter på tundra og permafrost

Kun de områder, der tør op om sommeren, har plantedække. Det er omkring 10 % af øgruppen. Resten er is, sne og bart fjeld. Vækstsæsonen kan være nogle få uger, og nedbøren er lav. Kulden begrænser til gengæld fordampningen, så planterne har alligevel adgang til vand.

Wikipedia skelner mellem lav-, mellem- og højarktisk vegetation. Der er mest plantevækst i Nordenskiöld Land, omkring Isfjorden og under fuglefjeldene. Planterne danner nogle steder tæpper af blomster, især i lune dale, men de bliver sjældent højere end ca. 10 cm.

Opgørelserne varierer. Wikipedia nævner 165 registrerede plantearter i én opgørelse og over 190 karplanter i en anden. Blandt de kendte er svalbardvalmuen (Papaver dahlianum), som regnes for øgruppens symbolske blomst, purpurstenbræk (Saxifraga oppositifolia) og polarpil (Salix polaris). Seks arter er registreret som indførte.

Beskyttet natur

Cirka to tredjedele af øgruppen er beskyttet. Der er syv nationalparker: Sør-Spitsbergen, Nordvest-Spitsbergen, Forlandet, Nordre Isfjorden, Indre Wijdefjorden, Nordenskiöld Land og Sassen-Bünsow Land. Dertil kommer naturreservater og 15 fuglereservater. Tre nationalparker og de fleste reservater blev oprettet i 1973, resten i 2000’erne. Bjørnøya blev eget naturreservat i 2002, samme år som Svalbards miljølov trådte i kraft. Alle spor efter mennesker fra før 1946 er automatisk fredet.

For besøgende betyder det hensyn til dyr, planter og kulturminder. Hvad der gælder i praksis, står på siden for rejsende. Overblikket over øgruppen findes på forsiden, og beliggenheden forklares under øerne og kortet.